Vores historie

Innovationsparken Agro Food Park i Skejby er i stærk vækst
- og vi ligger midt i det hele.

 

Det hele begyndte i stenalderen…

Historien bag Horisont Hotel & Konference går langt tilbage. Egnen omkring Horisont er blandt de tidligst beboede i Danmark, og der er gjort en masse stenalderfund i området. Oprindeligt hed vi Koldkærgård, idet der tilbage i 1200-tallet lå en gård på samme placering ved dette navn. På det tidspunkt hørte Koldkærgård under Aarhus Domkapitel, og efter reformationen i 1536 blev gården overtaget af kongehuset. I 1679 var den ejet af admiral Bielke til Kærbygård. Gennem 150 år hørte gården under Kærbygård, indtil den kom i privat eje. Koldkærgård brændte dog ned til grunden i 1850, men blev genopført højt beliggende med frit udsyn til Kalø Vig og Mols mod øst, Egådalen og Lisbjerg mod nord og Aarhus mod syd. Gården var færdigbygget i 1856. 

Koldkærgård blev i 1984 solgt til landbo- og husmandsforeningerne. Koldkærgård lå ganske vist i en landzone, men fik via lokalplanen mulighed for at starte en landboskole og et landsdækkende rådgivningscenter. I 1986 flyttede Koldkærgård Landboskole ind i den nybyggede 5000 m2 store skole. Landboskolen fik etableret et tæt samarbejde med Det faglige Landscenter, der er beliggende få hundrede meter borte.

Koldkærgård var i mange år landbrugets foretrukne kursus- og konferencecenter. Men kundekredsen har ændret sig. Ligeledes har navnet. I 2018 skiftede vi navn fra Koldkærgård til Horisont for at markere, at vi går spændende nye tider i møde, og som afspejler netop dét vi er: Et moderne hotel og konferencecenter med attraktive faciliteter til undervisning og ophold. Her på Horisont er der fokus på det gode møde med tid til indsigt og fordybelse, samt plads til udsyn og store tanker. Her kan horisonten udvides i trygge og hyggelige omgivelser med frit udsyn til naturen.